Nyhedsoversigt

12.11.2019 - Nyheder

Logimatic supporterer Shipdex data i SERTICA

Rederier benytter SERTICA til at holde styr på hvornår og hvordan udstyret skal vedligeholdes, hvilke reservedele der skal bruges til hvilke jobs og f.eks. hvilke certifikater der er knyttet til udstyret. For at forbedre datakvaliteten i SERTICA har Logimatic udviklet en Shipdex funktion, som supporterer både rederier og leverandører.

Importværktøjet til Shipdex er udviklet af Logimatic i SERTICA softwaren, som benyttes af mange danske rederier. Udviklingen af denne importfunktion gør det nemt for rederier at importere og bygge Shipdex-filer i vedligeholdssystemet.

Valdemar Ehlers, Technical Director hos Danske Maritime udtaler: ”Kvaliteten af databaser til vedligehold af skibe kan forbedres ved at importere Shipdex-filer direkte ind i databasen. Det betyder, at man i SERTICA kan importere tekniske manualer og relevant data fra leverandører, hvilket reducerer administrationsomkostningerne.”

Data kan importeres til et enkelt skib eller som stamdata til deling på flere skibe. Det importerede data indeholder udstyrsoplysninger, vedligeholdsplaner, reservedelsinformation og dokumentation.

Mads Bentzen Billesø, Senior Project Manager, Innovation and Partnerships hos DFDS fortæller: ”Import af Shipdex-filer sikrer korrekt registrering og opbygning af data, og forbedrer dermed den overordnede datakvalitet. Vi opnår optimalt vedligehold af udstyr samtidig med, at vi bruger mindre tid på opgaven.”

Standardisering er altid en fordel for rederibranchen, da det i høj grad reducerer omkostninger, duplikationer, misforståelser og fejl. Dette er især gældende, når det omhandler skibsdokumentation. Alt for ofte har udstyr ombord på skibe mangelfuld dokumentation, som ikke muliggør identifikation af specifikke reservedele.

Det er her Shipdex-protokollen kommer ind i billedet. Christian Bækmark Schiolborg fra BIMCO forklarer: ”Vi har en ambition om, at specifikationer for nybygninger skal inkludere en Shipdex-reference, hvilket gør det til et krav for værfter at levere al information og dokumentation for det nye skib elektronisk ved hjælp af Shipdex-protokollen.”

Online eksportværktøj faciliterer brugen af Shipdex standarden

Selvom Shipdex har været tilgængelig i flere år, har standarden generelt ikke været benyttet af leverandører. Derfor tilbyder Logimatic et softwareværktøj, som gør det muligt for leverandørerne at opbygge og distribuere Shipdex-data. Det betyder, at leverandører kan opbygge data i et brugervenligt interface. De skal blot følge en guide og udfylde felterne i webformularen.

Værktøjet vil mindske barrieren for at komme i gang, da en Shipdex-datapakke kan genereres ved et enkelt klik. Selv mindre leverandører kan generere og levere filer til rederier og skibsværfter, hvis det efterspørges, hvilket vil være med til at øge brugen af Shipdex-standarden.

Rasmus Hansen, Head of Projects hos Logimatic fortæller: ”SERTICA er allerede nu klar til at supportere Shipdex-data. Leverandører og motorproducenter har adgang til det online eksportværktøj, og større leverandører, såsom MAN og Wärtsila, er i gang med at udvikle deres egne eksportværktøjer.”

Peter Dan Petersen, Senior Manager hos MAN Energy Solutions fortæller afslutningsvist: ”At bruge Shipdex standarden aktivt er virkelig en interessant udvikling, som vil gavne os alle med bedre data og bedre adgang til data. Vi forventer at starte med at eksportere Shipdex data til SERTICA i december 2020.”

Se hvordan Shipdex-værktøjet fungerer i SERTICA→

.

Se hvordan man importerer og eksporterer Shipdex-data i SERTICA